Eleverne på Stokkebækskolen fortjener en rimelig transportløsning
2. december 2024 | Af Mette Kristensen
Det er dybt beklageligt, at et flertal i FynBus’ bestyrelse har valgt ikke at imødekomme Stokkebækskolens forældre og elevers ønske om at genindføre busrute 900A igennem Gudme. Ruten er essentiel for de elever, som går på skolens Outdoorlinje, og jeg vil gerne rette en stor tak til Jesper Kiel (Ø) og Lars Erik Hornemann (V) for at tage sagen op i FynBus’ bestyrelse.
Svendborg Kommune har desværre undladt at informere forældrene om de ændrede køreplaner, hvilket har skabt betydelige udfordringer for flere familier. Beslutningen om ikke at genoptage ruten stiller nu skolen i en ny og vanskelig situation, og jeg forstår så udmærket den frustration, der breder sig blandt forældre og skolebestyrelse.
Det er ikke rimeligt, at elever skal have op til tre timers transporttid for at kunne deltage i undervisningen. De bør bruge deres tid og energi på læring og dannelse, mens de er i skolen, fremfor på lang transport.
I Svendborg Kommune har vi valgt at tilbyde særlige linjeskoler, og det forudsætter, at alle elever har reelle muligheder for at vælge disse tilbud – uanset hvor de bor i kommunen. Vi bør sikre så lige vilkår som muligt for at understøtte det frie skolevalg, uanset om skolen ligger i byområder eller i landdistrikter.
Derfor er det nødvendigt, at vi politisk finder løsninger, der kan minimere konsekvenserne for Stokkebækskolen og dens fremtidige elevoptag. For Venstre er det afgørende at understøtte de mindre skoler i vores landdistrikter, og vi håber, at vi i fællesskab kan finde gode løsninger for fremtiden.
Læserbrev bragt i Fyns Amts Avis: