Unge i fritidsjob på plejecentre – en win-win for alle


2. december 2024 | Af Jesper Larsen og Mette Kristensen


De unge er en kæmpe ressource, og kan gøre en stor forskel i vores lokalsamfund. I Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har Venstre været med til at sætte fokus på en vigtig indsats, nemlig at åbne op for muligheden for fritidsjobs på kommunens plejecentre, og dermed skabe nye veje for at få unge i uddannelse og beskæftigelse.

i er glade for den brede politiske opbakning til at prioritere dette initiativ, som samtidig medvirker til at understøtte de frivillige, der yder en stor og prisværdig indsats for vores ældre medborgere på kommunens plejecentre.

For beboerne betyder det mere liv og sociale aktiviteter i hverdagen, mens de unge får indsigt og erfaring i sundheds- og plejesektoren, som har stort behov for fremtidige medarbejdere. Fritidsjob på plejecentrene betyder langt mere end en indtægt for de unge. De lærer at tage ansvar, de får en værdifuld erfaring, og opnår kompetencer, selvtillid og en stærk ballast til fremtidige uddannelses- og jobmuligheder.

Formålet er selvfølgelig også, at deres bidrag skal tilføre liv og glæde på plejecentrene, og samtidig frigive tid for det faste personale til at fokusere på kerne- og omsorgsopgaven. Vi ser dette initiativ som en win-win for alle parter, og glæder os til at følge udviklingen.